Første fase:
Vi er her på jorden for at lære at gebærde os i fællesskabet… men vi bygger individuelle boliger, sætter hegn, afgrænser, skærmer, fastholder vores eget. Det er personlighedens egoistiske fase, hvor man dyrker forskelle og hævder sig selv… Det er en lang og prøvelsesfuld vej med meget smerte. Så meget, at det en skønne dag er blevet så smertefuldt at behovet for at lægge begæret efter sex, penge og bekvemmelighed bag os bliver uudholdeligt stort. Det vil ske for alle – om ikke i denne inkarnation, så i den næste, eller den næste igen. Sjælen er ligeglad med hvornår, for det er nemlig sjælens behov, det handler om. Ikke personlighedens behov.
Anden fase:
Vi er her på jorden for at mærke nuancer og navigere i relationer med hinanden, og dertil har vi følelserne. Når begærets ophør har kastet os ud i det tomme rum. Når følelserne rammer – og det er alt lige fra angst, til sult, til tørst, til savn, glæde, begejstring og sorg så træder vi ind i “sjælens mørke nat” og tror aldrig vi kommer ud af den igen. Det hele er der på en gang. Og det at det hele er der på en gang er ensbetydende med, at følelserne ustandseligt skifter, snart er man nede, snart oppe. Man tror man er ved at blive sindssyg og nogle vil sikkert også få en diagnose af en art, i et stykke tid i hvert fald. Vi kan lære at rumme følelserne uden at hænge fast i dem. At gå igennem følelsernes vældige kræfter kan være en lutring, en renselse. Man går i terapi, mediterer, tænker mere på økologi end økonomi, laver mere frivilligt arbejde og handler ikke så meget for sit eget vel, men for alles vel. På den vej, kan det se ud som om man har mistet alt. Virkeligheden er, at man har fået alt. Det er blot ikke synligt for andre. Denne fase er som et pendul, hvor man svinger mellem at ville tilbage til det gamle velkendte egoliv – og har behov for at sige farvel til det på samme tid. Frustrerende som ind i helvede – men igen – med accept (der ikke skal forveksles med “at godtage”) og selvkærlighed bliver det til at bære.
Tredje fase:
Vi er her på jorden for at lyse. Men når tanker, følelser bølger frem og tilbage og begær stadig skygger kan lyset ikke komme igennem. Prøvelserne er at acceptere, rumme, og bære alle disse skygger. De er der fordi vi er mennesker. Men vi er meget mere end det. Vi er sjæle – og det er sjælen der mere og mere skinner igennem når vi går den vej, hvor stenet den end er, der leder frem til lyset.
Falgruben
Der hvor det kan gå galt er, når søgen efter lyset bliver til religion og der opstår dogmer. Det er en fejltagelse at tro, at lyset skal være på en bestemt måde og have en bestemt kvalitet for at være rigtigt. Eller at man skal gøre noget bestemt eller gå i noget bestemt tøj eller sige et bestemt mantra, for at nå lyset. For hvilken autoritet kan bestemme det? Det kan være godt og givende at være i et spirituelt fællesskab, men det skal ikke blokere eller begrænse ens egen oplevelse og erfaring af lyset.
Symbolerne
Vand er et symbol på følelser. Vand har den egenskab, at det løber derhen hvor der er hulrum og fylder det ud – så meget at man risikerer at drukne. Så kan man forestille sig hvordan det er at drukne i følelser. Accepten af følelser er at rumme dem og kanalisere dem forbi så man ikke bliver oversvømmet.
Lys er ligesom vand. Det er overalt hvor der er hulrum. Bare se på solens lys, kan det være hvor der er skygge? Når skyggerne svækkes fylder lyset alt. Hvordan mon det er? I virkeligheden er lyset måske ikke målet med vores indre stræben og indre vej – men endnu en fase til et endnu ukendt mål.
